Fra e-bogen Muligheder Side 126 til 129 i bogen

Solpaneler på taget: solceller og solvarme

Solceller og solvarme kan komme med, når taget alligevel skal skiftes. Kapitlet gennemgår de to typer solpaneler og de forhold, du skal have styr på: arkitektur, byggeteknik, lovgivning og bæreevne. Og det forklarer, hvorfor uvildig rådgivning er svær at finde på netop dette område.

Typer

Der kan i princippet ligge to forskellige typer solpaneler på taget:

  • Solceller, der genererer strøm.
  • Solvarmeanlæg, der genererer varmt brugsvand og radiatorvarme.

Solcelleanlæg

Solcelleanlæg kan være:

  • Nettilsluttet.
  • Nettilsluttet med backup batteri.
  • Off-grid anlæg.

De to første typer blander strøm fra solcelleanlægget med strøm fra el-leverandøren. Off-grid anlæg er derimod ikke tilsluttet el-nettet og lagrer strømmen i et batteri. Der findes et utal af forskellige typer solcellepaneler, både til eftermontage ovenpå en tagbelægning, og som solceller integreret i selve tagbelægningen. Prisniveauet svinger også meget, og tilbagebetalingstiden ligger typisk på 10-15 år.

Arkitektur

Solcellepaneler vil nok være nemmest at få etableret på en pæn måde på parcelhuse fra 1960'erne og fremefter. Det klassiske parcelhus er enten i et plan eller halvandet plan med ret regulære tagflader. Her vil solceller kunne etableres enten ovenpå en ny tagbelægning eller som en integreret del af det nye tag. Det er lidt vanskeligere at forestille sig pæne solcelleløsninger på ældre ejendomme. Der begynder dog at komme tagprodukter på markedet, som fx blander naturskifer og solcellepaneler på en meget diskret måde, hvilket godt kunne passe til visse ældre ejendomme.

Byggeteknik

Du bør spørge en konstruktionsingeniør eller bygningskonstruktør, om taget og de underliggende konstruktioner kan bære den øgede vægt.

Lovgivning

Som altid bør du tjekke lokalplan, servitutter og grundejerforeningens vedtægter for evt. regler med betydning for solceller på taget. Du skal også være opmærksom på bygningsreglementets regler for begrænsning af højde på bygninger, herunder solpaneler.

Solvarmeanlæg

Solvarmeanlæg baserer sig på, at frostsikker væske i rør i nogle paneler på taget bliver varmet op af solen, og varmen derfra krydsveksles til at forsyne huset med varmt radiatorvand og varmt brugsvand.

Solvarmeanlæg kan bruges i kombination med et traditionelt gasfyr.

I forhold til arkitektur, byggeteknik og lovgivning er overvejelserne nogenlunde de samme som nævnt ovenfor ved solcelleanlæg.

Specialrådgivning

Solcelleanlæg og solvarmeanlæg er i sig selv ret komplekse "produkter". For eksempel vil spørgsmålet om rentabilitet og tilbagebetalingstid kunne svinge meget, eftersom de sammenlignelige markedspriser på strøm og fx naturgas svinger en del, for ikke at sige helt ekstremt meget under Ukraine-krigen. Det kan derfor være en fordel at søge uvildig vejledning fra en specialiseret rådgiver. Mange vvs-firmaer og elektrikere ved en del om emnerne, men de vil ofte have samarbejder med konkrete produkt-leverandører, så de kan have svært ved at vejlede bredt og uafhængigt. De enkelte produktleverandører ved naturligvis meget om netop deres eget produkt, men de kan dermed heller ikke rådgive uvildigt og bredt. Du skal derfor prøve at finde en energivejleder fra et rådgivende firma, fx en vvs-ingeniør eller fra Energitjenesten.dk, hvis du vil have en helt uvildig vejledning om disse emner.

Solcellepanel stillet op ad en pudset husmur i solskin

Teksten står som side 126 til 129 i bogen «Nyt tag, Sådan!», udgivet af Compara A/S i 2026. Sådan blev bogen til.

Skal dit tag skiftes?

Compara rådgiver boligejere om tagprojekter. Skriv dine oplysninger, så ringer en rådgiver og hjælper dig videre, uanset hvor langt du er i overvejelserne.

Når du trykker, beder du en rådgiver fra Compara om at ringe til dig om dit tagprojekt. Dine oplysninger bruges kun til det, og vi videregiver dem ikke. Se privatlivspolitikken.

Vil du have hele bogen som PDF?

Alle 200 sider til dig, der skal have skiftet tag. Halvdelen af kapitlerne står kun i bogen.

Køb e-bogen, 295 kr. →