Fra e-bogen Muligheder Side 82 til 89 i bogen

Kvist på taget: muligheder, regler og priser

En kvist giver mere dagslys, bedre udsyn og større hovedhøjde under skråvæggene. Men det er et komplekst projekt, der kræver byggetilladelse. Her er det, du skal vide.

Dagslys og hovedhøjde

Vi bevæger os nu over i de mere komplekse projekter, bl.a. fordi de kræver byggetilladelse.

Hvis dit hus har førstesal, eller du ønsker at opføre en ny førstesal, vil tilføjelse af kviste på tagfladen kunne give bedre dagslys, udsyn og hovedhøjde under skråvæggene.

Arkitektur

Vær opmærksom på kvistens eget udseende mht. stil og størrelse og dens placering på tagfladen. Kviste fås i utallige udformninger, og stilmæssigt bør man naturligvis finde et udseende, der passer til huset. Her spiller både kvistens form, materialevalg og vinduernes opsprodsning eller mangel på samme en væsentlig rolle.

I forhold til placeringen på tagfladen handler det om at undgå, at der sidder en kvist underligt for sig selv ude til den ene side. Hvis der er tale om et hus, der i forvejen er symmetrisk, bør kvisten underordne sig dette princip ved enten at placere en kvist ca. i midten af tagfladen eller også to kviste lidt til hver side af midteraksen. Placeringen af vinduerne i stueetagen kan også spille ind i forhold til fx at placere kvistens vinduer lige over vinduer i stueetagen, for på den måde at opnå et harmonisk udseende. Overvej også gerne, om kvisten blot skal have vinduer eller måske en altandør.

Love og regler

Antal etager og kvistbredde

Hvis der på din grund må bygges i to fulde etager, er der ingen grænser for bredden på tagkviste, bortset fra det skrå højdegrænseplan, som vi ser på nedenfor. Hvis der på din grund kun må bygges i "en etage samt udnyttet tagetage", må en kvists bredde eller summen af kvistbredder på en tagflade ikke overstige 50 % af tagfladens længde. Tjek derfor igen for lokalplan-formuleringer, før du kommer for langt med idéerne.

Fem 3D-skitser af huse med stadig bredere kviste i tagfladen
Eksempler på kviste, fra kvist af sædvanlig størrelse til taskekvist bredere end 50 % af tagfladen.

Eksempler på kviste illustreret ovenfor:

  • Kvist af sædvanlig størrelse.
  • Frontkvist med sadeltag.
  • Taskekvist.
  • Bredere taskekvist: Bredde 50 % af tagflade = stadig halvandet plans hus.
  • Endnu bredere taskekvist: Bredde > 50 % af tagflade = toplanshus.

Hvis kvistens front flugter med eller rager ud fra facaden i stueetagen, kan kommunen se førstesalen som en fuld etage. Det samme kan være tilfældet, hvis kvisten ønskes placeret helt ude ved den ene gavl, se fotoet nedenfor. Tag derfor gerne en indledende dialog med kommunen, hvis dit projekt befinder sig i en gråzone, hvad lovgivningen angår.

Murermestervilla i røde sten med stor pudset frontkvist og altan over hovedindgangen
Frontkvist som kan betyde, at førstesalen ses som en fuld etage, hvilket så skal være lovligt i forhold til evt. lokalplan.
Moderne mørkt hus med stor glasgavl og hjørnekvist med altan i aftenlys
Hjørnekvist, som KAN betyde, at kommunen ser førstesalen som en fuld etage, hvilket så skal være tilladt jf. lokalplanen.
Lyst køkken-alrum på førstesal med to ovenlys, skråvægge og stor glasgavl for enden
Oven- og nedenfor: Køkken placeret i større kvist for at udnytte rummets areal maksimalt. For enden til højre en hjørnekvist med glas.
Stue med hjørnekvist i glas, panoramaudsigt over eng og udgang til terrasse

Skrå højdegrænseplan og tagkviste

Regler i bygningsreglementet betyder, at ingen del af en bygning må være højere end 1,4 x afstanden til naboskel. Undtaget er kviste af sædvanlig størrelse. Sædvanlig størrelse er ikke nærmere defineret i bygningsreglementet, og er kun sparsomt illustreret i Håndbog for bygningsmyndigheder. Så her er det op til den lokale kommunes fortolkning i forhold til, hvad der er almindeligt for området eller generelt. De regler gælder uanset antallet af etager nævnt ovenfor.

Hvis du derfor fx bor et sted, hvor to fulde etager er tilladt, og du dermed gerne må lave en meget bred kvist, vil det kun være tilladt, hvis kvisten holder sig under højdegrænseplanet, fordi kvisten er større end sædvanligt.

Indbliksgener

Hvis dit tagprojekt overholder alle regler om højder, afstande og arealer, dvs. ligger indenfor det man kalder "byggeretten", kan kommunen ikke nægte byggetilladelse, hvis projektet overhovedet kræver byggetilladelse. Heller ikke, selvom projektet indeholder ovenlys eller tagkvist. Hvis du derimod bliver nødt til at søge dispensation for noget i forbindelse med ansøgning om byggetilladelse, skal kommunen foretage en helhedsvurdering, og i den forbindelse vil de vurdere, om de nye ovenlys/kvisten medfører risiko for indbliksgener hos naboen.

Bebyggelsesprocent og byggetilladelse

Ofte vil tilføjelsen af en tagkvist betyde en udvidelse af boligarealet. Det skyldes den måde, man officielt beregner etagearealet på en førstesal. Der skal derfor være luft i bebyggelsesprocenten til udvidelsen. Metoden til beregning af bebyggelsesprocent afhænger af, om der gælder en lokalplan med regler for bebyggelsens omfang, for så skal man tilbage i tid og bruge de beregningsregler, der var gældende på tidspunktet for lokalplanens vedtagelse. Det kan faktisk være ret komplekst, så det er noget, du bør få en byggerådgiver til at hjælpe med. Desuden kræver en udvidelse af etagearealet byggetilladelse fra kommunen.

Energikrav

Nye ovenlys og tagkviste skal leve op til bygningsreglementets krav til varmeisolering. Hvis ikke de kan det, kan du kompensere ved at isolere lidt bedre et andet sted.

Spær

At etablere en kvist i en eksisterende tagkonstruktion vil som regel betyde, at mindst et enkelt spær skal skæres over for at give plads og bredde nok til kvisten. Bredere kviste kan betyde, at flere spær skal skæres over. Normalt lægger man en tværbjælke, "udveksling", ind, så det overskårne spær afleverer sin vægt til de to spær ved siden af. Hvis flere spær skal skæres over, kan det blive nødvendigt med større forstærkninger af de eksisterende spær, især hvis der også er kviste på den anden side af taget. Der skal jo være noget tilbage til at bære taget og stabilisere det hele. Hvis flere spær skal skæres over, bør en konstruktionsingeniør derfor se på sagen og anvise de nødvendige forstærkninger. Selve kvisten kan opbygges på stedet eller købes som præfabrikeret kvist.

Før og efter

Bindingsværkshus med slidt rødt tegltag og en enkelt lille midterkvist
Før
Samme bindingsværkshus med nyt tegltag, større midterkvist med altan og to nye sidekviste
Efter: Midterkvist gjort større samt to sidekviste tilføjet.
Rødstenshus med udtjent rødt tegltag og et enkelt ovenlys, set over en hæk
Før: Et udtjent tag. Husejerne ønskede også et badeværelse i en ny kvist på førstesalen.
Samme rødstenshus med nyt rødt teglstenstag, ovenlys og en ny hvid kvist
Efter: Nyt teglstens tag og ny kvist med badeværelse + efterisolering.
Lyst badeværelse i ny kvist med vinduesparti, rundt spejl og valnøddemøbel under skråvæggen
Badeværelse i ny kvist.

Teksten står som side 82 til 89 i bogen «Nyt tag, Sådan!», udgivet af Compara A/S i 2026. Sådan blev bogen til.

Skal dit tag skiftes?

Compara rådgiver boligejere om tagprojekter. Skriv dine oplysninger, så ringer en rådgiver og hjælper dig videre, uanset hvor langt du er i overvejelserne.

Når du trykker, beder du en rådgiver fra Compara om at ringe til dig om dit tagprojekt. Dine oplysninger bruges kun til det, og vi videregiver dem ikke. Se privatlivspolitikken.

Vil du have hele bogen som PDF?

Alle 200 sider til dig, der skal have skiftet tag. Halvdelen af kapitlerne står kun i bogen.

Køb e-bogen, 295 kr. →