Fra e-bogen Bilag Side 194 til 200 i bogen

Ordforklaringer

Ordforklaringer til de begreber, der går igen i et tagprojekt og i en byggesag. Fra AB18 og bebyggelsesprocent til skrå højdegrænseplan og totalentreprise.

Ordforklaringer
AB18
Et sæt standardaftalevilkår, som din aftale med en hovedentreprenør kan og bør basere sig på. Regulerer forhold som ansvar, økonomisk sikkerhedsstillelse, forsikring m.v.
ABR89
Et sæt standardaftalevilkår, som kan gælde i aftalen mellem dig og din byggerådgiver. Se også GBR19.
BBR-registeret
Nationalt centralregister med informationer om ejendommes arealer m.v. Se mere på BBR.dk.
Bebyggelsesgrad
Se “Bebyggelsesprocent”.
Bebyggelsesprocent
Et udtryk for, hvor meget bebyggelse der er på din grund ift. grundens størrelse. Beregningsmetoden fremgår af bygningsreglementet og har været opgjort på forskellig vis igennem tiden. Tidligere anvendtes begreberne udnyttelsesgrad eller bebyggelsesgrad.
Bygogmiljø.dk
Kommunernes fælles online portal for bl.a. indsendelse af ansøgning om byggetilladelse.
Byggelinje
Linjer, der definerer bestemte afstande fra et påtænkt byggeri til fx vejen, skov, strand, kulturelle mindesmærker. Typisk byggelinje kan være 5 m fra vejskel fx formuleret i en lokalplan. Tjek byggelinjer på Plandata.dk og i evt. lokalplan/byplanvedtægt. Se også Vejudvidelseslinje.
Byggeretten
Begreb fra bygningsreglementet, som beskriver, at hvis en ansøgning om byggetilladelse overholder byggeretten, kan en kommune ikke nægte at udstede byggetilladelse. Byggeretten overholdes, hvis krav til byggeriets areal, højde og afstand til skel er overholdt.
Byggetilladelse
Udstedes af den kommune, som et byggeri er beliggende i. Byggetilladelse kræver dokumentation for overholdelse af “byggeretten”. Tilbygninger og nye førstesale kræver byggetilladelse, før man går i gang med udførelsen. Ansøgning om byggetilladelse sker via Bygogmiljø.dk og skal vedlægges nødvendige tegninger af det, der ønskes bygget.
Bygherre
Den part i en byggesag, som betaler for byggeriet. Det vil sige, at du som husejer bliver bygherre i forbindelse med en tilbygning.
Bygningsreglement
Nok det vigtigste og mest overordnede sæt regler med betydning for byggeris udformning. Udformet i medfør af Byggeloven. Indeholder regler, der skal overholdes, fx byggeris afstand til skel, højde, maksimale areal, samt krav til brandsikre bygningsdele, indeklima og meget andet. Kan læses på Bygningsreglementet.dk.
Byplanvedtægt
Tidligere udtryk for det, der i dag kaldes lokalplan. Byplanvedtægter findes stadig og har samme gyldighed som nyere lokalplaner.
Byzone
Alle områder i Danmark er ifølge Planloven inddelt i enten byzone, landzone eller sommerhusområder. Zoneinddelingen er med til at regulere, hvilken form for byggeri der må opføres. Se også Landzone og Sommerhusområde.
Etageareal
Begreb, der bruges ved beregning af bebyggelsesprocent. Etageareal er ikke det samme som boligareal. Etagearealet opgøres efter en beregningsmetode anvist i bygningsreglementet. Igennem tiderne har der været forskel på, hvilke arealer der har skullet medregnes i etagearealet.
Fagentreprise
Når du som bygherre/husejer indgår separate aftaler med mureren, tømreren, elektrikeren etc. Her mangler placering af ansvaret for den daglige byggeledelse/koordinering, som i princippet påhviler dig selv, medmindre du hyrer en byggeleder.
Gavltrekant
Den trekantede del af en husgavl, der ligger fra tagrendehøjde op til tagrygningen. Relevant for bl.a. reglen om det skrå højdegrænseplan, som netop gavltrekanter gerne må overskride.
GBR19
Et sæt standardaftalevilkår, som kan gælde i aftalen mellem dig og din byggerådgiver, nok mere egnet end ABR89.
Halvandetplans hus
Hus med stueetage og førstesal, hvor førstesalen har skråvægge. Nærmere bestemt må husets facade højst være 1 m højere end gulvhøjden på førstesalen. Derfra skal taget og dermed skråvæggene begynde. Højere facade vil ændre huset til et toplanshus. Officiel betegnelse fx i lokalplaner er “hus i en etage med udnyttet tagetage”.
Hovedentreprise
Når et enkelt håndværksfirma har ansvaret for alle fag under udførelsen, herunder også den daglige byggeledelse og koordinering af fagene.
Hovedprojekt
Tegninger og beskrivelser, der er så detaljerede, at håndværkere kan se hvilke materialer, der indgår, detaljerede mål og anvisninger for sammenbygning af bygningsdele. Også kaldet arbejdstegninger eller udbudsmateriale (hvis suppleret med tilbudslister og udbudsbrev).
Kommuneplan
Kommunens plan for hele kommunen. Ofte ret overordnede formuleringer og hensigter. Har ikke direkte retsvirkning overfor dig som husejer. Kommunen er forpligtet til at efterleve kommuneplanen, når de forvalter fx byggesager. Hvis fx en ansøgning om byggetilladelse ikke er omfattet af en lokalplan, men strider mod formuleringer i en kommuneplan, kan en kommune vælge at standse sagsbehandlingen og iværksætte udformning af en lokalplan, som så får retsvirkning på dit projekt.
Landzone og landzonetilladelse
(Se også Byzone) Hvis dit enfamiliehus er beliggende i landzone, skal du stadig overholde bygningsreglementets krav til enfamiliehuse, men også Landzoneloven, og en udvidelse af dit hus kan kræve landzonetilladelse ud over byggetilladelsen. Begge tilladelser udstedes af den lokale kommune.
Lokalplan
Kommunens plan for regulering af et nærmere udspecificeret geografisk område i kommunen. Kan omfatte nogle få matrikler eller mange. Lokalplanen kan indeholde krav om fx maksimal bebyggelsesprocent, maksimal højde, krav til bestemte tagmaterialer, taghældning m.v. Krav i lokalplanen går forud for krav i bygningsreglementet. Krav i lokalplan skal følges når der bygges.
Nabohøring
Formelt set hedder det enten naboorientering eller partshøring. Naboorientering som begreb stammer fra bygningsreglementet/byggeloven, mens partshøring stammer fra forvaltningsloven. Naboorientering jf. byggeloven kan komme på tale, hvis en ansøgning om byggetilladelse kræver dispensation, altså ligger udenfor byggeretten. Det hedder i virkeligheden ikke dispensation, men “helhedsvurdering”. Partshøring kan komme på tale, hvis en kommune vurderer, at en ansøgning på anden vis kan komme til at påvirke parter omkring det påtænkte byggeri, typisk naboer.
Servitut
Regler og byrder, der kan omhandle en enkelt matrikel (samme servitut kan også gælde for flere matrikler). Kan indeholde regler, der begrænser dine byggeplaner. Skal være tinglyst for at være gældende. Tjek servitutterne på Tinglysning.dk.
Sommerhusområde
(Se også Byzone) Definerer et geografisk område, hvor byggeri skal overholde bygningsreglementets krav til sommerhuse (afstand til skel, højder, varmeisolering m.v.).
Skrå højdegrænseplan
En regel fra bygningsreglementet, som afgrænser højden på byggeri. I forhold til naboskel må ingen del af en bygning være højere end 1,4 x afstanden til naboskel bortset fra kviste og gavltrekanter af sædvanligt omfang. Mod vejen skal byggeri holde sig under 0,4 x afstanden til modstående vejlinje. Der gælder andre regler ved sommerhuse.
Totalentreprise
Når et enkelt firma både står for hele udførelsen OG den væsentligste del af projekteringen, altså arkitekt-/bygningskonstruktør-/ingeniør-ydelserne. Typehusbyggeri er totalentreprise. Formen er relativt sjælden, når det handler om tilbygninger. Begrebet bliver ofte forvekslet med hovedentreprise.
Trempel (-hus)
Hus, hvor facaden er ført op til ca. 1 m over gulvniveau over førstesalen. Facadestykket fra gulvniveau på førstesal til tagrendehøjden kaldes tremplen. En typisk konstruktion man vælger, hvis man ønsker så meget volumen på en førstesal som muligt i et område, hvor der kun er tilladt halvandetplanshuse.
Vejudvidelseslinje
En byggelinje, der definerer, hvor tæt byggeri må opføres på en vej. Den er udlagt for at sikre, at kommunen på et tidspunkt har mulighed for at gøre vejen bredere.
Udnyttelsesgrad
Se “Bebyggelsesprocent”.

Teksten står som side 194 til 200 i bogen «Nyt tag, Sådan!», skrevet af Casper Schneidereit og udgivet af Compara A/S i 2026. Sådan blev bogen til.

Skal dit tag skiftes?

Compara rådgiver boligejere om tagprojekter. Skriv dine oplysninger, så ringer en rådgiver og hjælper dig videre, uanset hvor langt du er i overvejelserne.

Dine oplysninger bruges kun til at kontakte dig om dit tagprojekt. Se privatlivspolitikken.

Vil du have hele bogen som PDF?

Alle 200 sider, skrevet af byggerådgiver Casper Schneidereit til dig, der skal have skiftet tag. Halvdelen af kapitlerne står kun i bogen.

Køb e-bogen, 295 kr. →